Most af æbler fra haven

Vi presser most af dine egne æbler på vores hyggelige og moderne mosteri ved Jægerspris på Sjælland. Aflever dine æbler fra haven og kør hjem med lækker drikkeklar æblemost.

Vi modtager Haveæbler:

Lørdag og søndag mellem kl 10.00 – 15.00

Bemærk! LUKKET i weekenden 21.-22. okt (uge 42)

       2023: Sidste mulighed for at indlevere haveæbler er den 28. okt 

Fra september til oktober er der ekstra travlt hos Østergård Frugt & Most. Her kommer folk fra nær og fjern og afleverer deres egne æbler fra haven, som vi presser til lækker, drikkeklar most. 

Mange kender det alt for godt. Havens æbler bliver modne og falder ned på græsplænen. Og bliver liggende. De smatter mellem tæerne, gør det svært at slå græsset og tiltrækker myriader af hvepse. Nedfaldsæblerne er til besvær. Og så giver de os dårlig samvittighed. For vi bør jo udnytte denne kæmpe gave fra naturens side.

Pres dine egne æbler

Det har vi valgt at gøre noget ved. Vi presser dine haveæbler og tapper mosten på store 5 liters bokse. Presningen foregår på vores moderne mosteri og tappeanlæg. Vi presser i store puljer, når der er indleveret nok æbler. Det er derfor ikke mosten af dine egne æbler, du køber med hjem, men måske naboens.

Æblemost fra dine egne æbler, lige til køleskabet

10 kg indleverede æbler svarer til 5 liter havemost, som du får udleveret med det samme. Vi presser masser af tons haveæbler henover sensommeren og efteråret, så som sagt er det ikke dine egne æbler du får med hjem. Til gengæld får du et helt rent og pasteuriseret produkt, med en lang holdbarhed. Når boksen skal anvendes passer den lige ind i køleskabet. Så har du altid kølig æblemost lige ved hånden — til glæde for hele familien.

Pres det bedste ud af dine æbler fra haven

Æbler indeholder naturlige vitaminer og mineraler, der er nærende og sunde og det er synd og skam at lade frugten gå til spilde, fordi vi ikke altid når at spise dem. Du kan derfor med fordel bytte en del af årets høst til en velsmagende og livgivende æblemost.

Pluk dem før de bliver til nedfaldsæbler

Vi presser helst ikke most af nedfaldsæbler. For det første er nedfaldsæblerne tit beskidte og kan have begyndende råd. Det går ud over kvaliteten af mosten. Men endnu værre har nedfaldsæblerne ofte stødmærker, der kan indeholde giftstoffet patulin. Og det har ikke lyst til at have i vores most.

Du finder os her

Sådan foregår det

  • Indlever min. 10 kg rene, usprøjtede og modne æbler uden råd og jord
  • 10 kg æbler svarer til 5 liter most
  • Haveæblerne vaskes, koldpresses og pasteuriseres i fælles puljer
  • Havemosten udleveres i 5 liters ”bag in box”
  • Opbevar boksene mørk og køligt i optil 18 måneder
  • Efter åbning er holdbarheden 40 dage i køleskab
  • Prisen er kr. 75,- for en ”bag in box” inkl. moms
  • Betaling ved indlevering – kontant, MobilePay eller Dankort

Læs mere her